Stuehuset opføres med beboelse i 1½ plan med grundareal på 237 m².
Facaden er pudset, og efterbehandles med Keim Silikatmaling, der sikrer at bygningens overflade kan "ånde", og vedligeholdelsen minimeres.
Soklen er fremtrukket ca. 4 cm og sværtes, så den fremstår robust under denne prægtige bygning.
For at markere bygningens konturer er der gesimsbånd i overgangen mellem facade og tag, og bygningens hjørner afsluttes med fremtrukne søjler, kaldet pilastre.
Alt i alt er der anvendt elementer der understøtter byggestilen for dette stuehus.
Husets indretning er som altid personlig, hvorfor indretningen kun beskrives kort herunder uden supplerende plantegninger.
Indretningen er overordnet traditionelt, men med mange gode personlige tiltag, der er med til at optimere bygningens funktionaliteter for familiens hverdag.
Især er det store bryggers med viktualierum uundværligt.
Bygningens skorstene er begge i brug til hhv. en indbygget brændeovn, og den anden som udblæsning for varmegenvindingsanlægget indbygget i en attrap skorstenspibe.
Generelt for huset er at der er indrettet med mange indbyggede skabe, samt et garderoberum til forældresoveværelset.